Litteratur

Biblioteket anbefaler: Bogen "Annas sang"

Benjamin Koppel debuterer med en smuk og medrivende biografisk roman om sin grandtantes liv.

Af Signe Langtved Pallisgaard

”Når hun fortalte ham, at musikken er en sommerfugl, der med lethed lander hos enhver, der lader den, svarede han gerne, at hendes sommerfugl aldrig ville lande hos ham.”

Så smukt skriver Benjamin Koppel i romanen Annas sang.

Benjamin Koppel
Foto: Sara Galbiati, Gyldendal
Bogen Annas sang

Dilemmafyldt debutroman 

Romanen handler om en kvinde, der ofrer sine drømme for familien, men som altid bærer musikken i sig – og med sig. Annas sang, der er Benjamin Koppels første roman, er inspireret af en sand historie, nemlig hans egen grandtante Anna Koppels historie.

Vi befinder os i 1930’ernes København. Hannah vokser op som den yngste af fem børn i den jødiske emigrantfamilie Koppelman. Hun drømmer om at blive musiker ligesom sine brødre, og da hun bliver optaget på konservatoriet og forelsker sig i den unge idealist Aksel, er friheden og lykken inden for rækkevidde.

Men i det jødiske miljø betyder slægten og traditionerne alt, og til den viljestærke mor Bruches sorg forkaster Hannahs brødre de kvinder, ægteskabsmægleren finder til dem. En efter en gifter de sig med danske kvinder, og mor Bruche og far Yitzhak bliver forvist til de bagerste rækker i synagogen.

Nu er det kun Hannah, der kan redde familiens ære. Skal hun ofre sig og opgive musikken og den mand, hun elsker?

Dramatisk og medrivende

Med denne roman skriver Koppel en form for mening ind i den meningsløshed, der har fulgt Hannah – og som hende, mange andre kvinder, gennem livet. Annas sang er en fængslende og medrivende fortælling om pligt, pligtens pris, krig og ensomhed, men mest af alt handler den om livsmod, livsglæde, virkelyst og kærlighed – den store, altoverskyggende kærlighed.

Om Benjamin Koppel

Icon Description

(f. 1974) debuterer som romanforfatter med Annas sang. Han er saxofonist, komponist og forfatter. Han udgav i 2011 sammen med coach Casper Rongsted bogen Ud af musikken - Sådan forklarer man musik for en kat, hvor han delte ud af sine erfaringer med at lære, præstere og kreere i musikkens verden.