3 nordiske krimi-hits
Der bliver spyttet krimier ud i rekordfart. Lisa har her valgt tre af de bedste titler lige nu.
Af Lisa Stahlhut
Efterfølgeren
Mikkel Birkegaard, som nok er mest kendt for krimisuccesen Libri di Luca fra 2007, kom i 2023 ud med endnu en spændende titel, nemlig Efterfølgeren. Birkegaard kan virkelig noget med at skrive bøger om bøger. Her er det noget af en mursten på 523 sider, og den handler om en kendt krimiforfatter, William Falk, der op til udgivelsen af en ny bog, der skal sætte punktum for hans populære krimiserie, pludseligt dør og findes i en lejlighed, der ikke er hans egen.
Hvem skal skrive manuskriptet færdig? Jagten på hans efterfølger går i gang, og den noget udbrændte dansklærer Laust Troelsen, der lever et stille og begivenhedsløst liv, men med drømmen om at blive forfatter, må sande, at fortiden altid indhenter én før eller siden. En intelligent historie, der tilbyder mere end blot overfladisk spænding.
I cirklens centrum
Arne Dahl har begået en ny bog, og det er en utrolig velskrevet og intelligent krimi. Det er den første i serien om kriminalkommisær Eva Nyman og hendes nye specialgruppe NOVA, som også er serietitlen.
Gruppen skal opklare nogle klimarelaterede bombeattentater, som trækker tråde tilbage til en gammel kollega, kriminalkommisær Lukas Frisell, der efter at have været eneboer i skoven nu trækkes tilbage til civilisationen. Det er en intens krimi om klimaterrorisme, preppers og svenske udkantsmiljøer. Jeg glæder mig allerede til den næste kommer.
Sarek
Da jeg gik i gang med Sarek af Ulf Kvensler, blev jeg ret hurtigt fuldstændig opslugt af den psykologiske spændingsroman. Det er en nervepirrende historie fra start til slut og på flere niveauer. Utrolig svær at lægge fra sig, før man når til den sidste side. Den handler om en gruppe venner, der skal på deres årlige vandretur, men da de denne gang skal have et af medlemmernes nye kæreste med, ændrer turen sig til et sandt mareridt, og det mens de er langt ude i Nationalparken Sarek i den barske nordsvenske natur.