Film

Biblioteket anbefaler: Filmen "Herself"

"Herself" er en gribende og ikke mindst velspillet film, der får publikum frem på kanten af sædet.

Af Dina Lemming Pedersen

"Herself" foregår i Irland og handler om Sandra (Clare Dunne, som også har skrevet manuskriptet), der, sammen med sine to små piger, slipper ud af et voldeligt ægteskab. Men dermed stopper problemerne ikke. 

Sandra er stadig nødt til at aflevere børnene til eksmanden hver weekend, og det bliver hurtigt klart, at den yngste af pigerne har psykiske mén efter de voldelige overfald på moderen.

Foto fra filmen
Foto: Filmstriben

Derudover er der boligmangel, så Sandra og pigerne er af kommunen blevet installeret på et lufthavnshotel, hvor de helst skal være usynlige, så gæsterne ikke ser dem. Hotellet ligger langt væk fra pigernes skole og fra Sandras to jobs, så hun er virkelig presset.

Og så læser hun på nettet, at man for ganske få penge faktisk kan bygge sit eget hus. Sandra går i gang…

Overraskende film

Filmen overrasker flere gange, så man sidder på kanten af stolen, mens man hepper på den modige og ukuelige Sandra, der møder så megen modstand, men også så megen opbakning og kærlighed fra uventede sider. Persongalleriet er fantastisk.

Hvis man genkender navnet Phyllida Lloyd, så er det måske fordi, hun også har instrueret film som "Mamma Mia!" og "Jernladyen".

Mere info om "Herself"

Icon Description

Udgivet: 2020

Instruktører: Phyllida Lloyd

Medvirkende: Clare Dunne, Harriet Walter, Conleth Hill m.fl.