Film

Biblioteket anbefaler: Filmen ”Indignation”

Vi er i begyndelsen af 50’ernes USA under koreakrigen, og historien er en skildring af den unge jøde Marcus Messners opgør mod religiøse begrænsninger og autoriteter.

Af Lisa Stahlhut

Da vi møder Marcus (Logan Lerman), bor han stadig hjemme hos sin familie i Newark, New Jersey, hvor han hjælper til i forældrenes slagterforretning.  Han er enebarn, og forældrene er konstant bekymrede og omklamrende over for ham. 

Vreden er lige under overfladen i hans frustration over dem, og især forholdet til faderen er meget konfliktfyldt. Marcus ser en mulighed for at slippe ud af forældrenes stramme greb, da han får et stipendium til Winesburg College i Ohio, hvilket også betyder, at han kan undgå at blive indkaldt til Koreakrigen. 

Foto fra filmen
Foto: Filmstriben

Da Marcus ankommer til Winesburg, er han lettet over at være kommet hjemmefra. Han er en intelligent, flittig og arbejdsom studerende, der til at begynde med passer sig selv og sine studier. Han vælger, ikke at involverer sig så meget med de andre studerende, og for ikke at blive puttet i bås takker han også nej til at være en del af det strenge jødiske miljø her.

Kompliceret kærlighed

Der går dog ikke lang tid før hans verden bliver vendt helt på hovedet, da den sofistikerede og gådefulde medstuderende Olivia Hutton (Sarah Gadon) viser ham interesse. Marcus forelsker sig hovedkulds i hende. Olivia der er en noget løssluppen person, har ikke det bedste ry på stedet, og i det strenge religiøse miljø  bliver forholdet hurtigt noget kompliceret. 

Marcus forældre er meget imod forholdet til den potentielle svigerdatter. Og da den noget ”forstokkede” og konservative Dekan Caudwell (Tracy Letts) yderligere indkalder ham til en moraliserende samtale, bliver det for meget for den følelsesladede og oprørske Marcus. 

Det ender med et opgør mod autoriteterne - både mod familien og uddannelsesinstitutionen. Han må tage et valg, hvilket får vidtrækkende konsekvenser.

En klar anbefaling

"Indignation" er en anbefalelsesværdig film om en ung mands kamp for sin identitet og frihed. Flotte skuespilspræstationer, hvor især Logan Lerman leverer en stærk indsats som Marcus.  

Filmen er visuelt flot komponeret og i sit tidsbillede meget rammende. Den er desuden baseret på bogen af samme navn af den amerikanske forfatter Philip Roth fra 2008.

Mere info om "Indignation"

Icon Description

Udgivet: 2015

Instruktører: James Schaumus

Medvirkende: Logan Lerman, Sarah Gadon, Tracy Letts m.fl.