Litteratur

Copenhagen Pride 2024

Mellem 10. og 18. august løber årets Copenhagen Pride af stablen og vi har i den anledning valgt at lave en udstilling på Hovedbiblioteket med nogle gode LGBTQ+-fortællinger og -emner i den anledning.

Af Liekki Nikander

Til baggrunden på hylderne har vi taget det såkaldte “Pride Progress”-flag som inspiration. Flaget består af de traditionelle seks regnbuefarver, men er derudover overlagt med en vimpel i fem yderligere farver: lyseblå, lyserød og hvid samt sort og brun. 

Disse farvekombinationer repræsenterer henholdsvis transmiljøet, hvis rettigheder har været særligt i fokus på det seneste, og de etniske minoriteter, der befinder sig i LGBTQ+-miljøet, da disse oplever unikke udfordringer i forbindelse med deres rettigheder og identiteter.

pride 2024

De bøger, vi har fundet, beskæftiger sig hovedsageligt med homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede. Vi har dog også været nede og grave lidt efter bøger om de mindre kendte identiteter inden for LGBTQ+-miljøet, såsom aseksuelle, nonbinære og interkøn (dvs. folk der er født med varierende kønstræk).

Vi har desuden sorteret bøgerne ind i underkategorier for at hjælpe dig med at finde rundt i samlingen:

  • Pride i børnehøjde: Billed- og børnebøger om LGBTQ+-personer og -temaer
  • Coming of (queer) age: Young adult-bøger der beskæftiger sig med LGBTQ+-miljøet og fortællinger om at komme ud som ung
  • Pride in pictures: Tegneserier, graphic novels og kunstbøger der fokuserer på LGBTQ+-fortællinger
  • Poetisk Pride: Digtsamlinger og kortprosa af LGBTQ+-folk og oplevelsen af at være LGBTQ+-person
  • Lidt af det blandede: Her har vi placeret især romaner med LGBTQ+-fortællinger, som ikke hørte til nogen af de øvrige kategorier
  • Kan ikke nøjes med én: Bøger der fokuserer på oplevelsen af at være multimarginaliseret, dvs. at være både LGBTQ+-person og tilhøre en anden marginaliseret gruppe. og hvordan de påvirker hinanden
  • For voksne/børn og unge der vil vide mere: Fagbøger, der bedre forklarer, hvad LGBTQ+ betyder og giver information om miljøet, om queerteori etc. Vi har sørget for, at der er noget til alle aldersgrupper
  • Kend vores historie: Fagbøger, der især har et fokus på LGBTQ+-historie, såsom inden for kunstens verden, omkring LGBTQ+-personers rettigheder eller omhandlende AIDS-krisen 
  • Egne stemmer: Biografier og memoirer om og af LGBTQ+-personer
  • Vi har altid været her: Ældre værker og klassikere med LGBTQ+-temaer for at sætte fokus på at LGBTQ+-personer har været her længe
  • Når man er i omgangskredsen: Enkelte værker omhandlende pårørendes oplevelse med, når deres kære er kommet ud

Herunder finder du et par anbefalinger fra Liekki, der har stået bag udstillingen.