Biblioteket anbefaler: Filmen "Every Face Has a Name"

De udmattede flygtninge, der ankom den 28. april, var fra 20 forskellige lande og bestod hovedsageligt af jødiske overlevende fra Østeuropa, norske modstandsfolk og polske mødre med deres nyfødte børn.

De, nu ældre mennesker, som Gertten har opsporet i lande over hele verden, ser optagelserne for første gang, og de deler deres minder fra dén dag livet begyndte igen. Og gribende er det, når de spotter en person, de ellers havde glemt, eller når de simpelthen har svært ved at genkende sig selv.

Rørende og voldsomme historier

Filmen er fyldt med helt ekstreme beretninger om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Bl.a. den om skønne Elsie Ragusin, som er født i 1921 og tilsyneladende stadig i live den dag i dag i Orlando, USA.

Hun var italiensk-amerikaner, katolik og født i New York. I 1939 tog hun med sin far for at besøge slægtninge i deres hjemland. Parret sad fast dér, da Italien gik ind i krigen i 1941, og de blev snart arresteret af tyskere, der på absurd vis anklagede dem for spionage og sendte dem til Auschwitz.

Den nu afdøde norske modstandsmand Svenn Martinsen ser sig selv i på havnen i Malmø. Man spotter et lettelsens smil i baggrunden af filmen, mens han står i kø. Han tilbragte 3 år i lejre i Tyskland, og hans historie om skæbnen for en række jødiske børn, der blev udsat for eksperimenter i lejren Neuengamme, er helt ubærlig. Hver aften sidder Svenn på sengekanten og tager en snak med ‘sit andet jeg’ om sine oplevelser.

Søskende-parret Bernhard Kempler og Anita Lobel, der nu er bosiddende i New York, fortæller deres bemærkelsesværdige overlevelses-historie med en overraskende mangel på følelser.

Bernhard var 9 år gammel, da han kom til Malmø efter at have holdt sig i live under krigen ved at klæde sig ud som en pige. Han og storesøster Anita blev sendt væk fra Krakow af deres forældre og tilbragte krigsårene sammen under falsk identitet, hvor de konstant flygtede og skjulte sig.

Da de endelig blev genforenet med deres forældre i Sverige i 1947, husker han, at han ikke rigtigt følte noget - kun følelsen af, at han ikke ønskede at blive set på.

To kvinder sidder på hug på havnen i Malmø. De knuger begge om bylterne i deres favn. I bylterne ligger to nyfødte drenge, Ryszard og Piotr. Gertten opsøger dem i henholdsvis Sverige og Polen. Tilsyneladende er de begge resultater af tyske soldaters overgreb på deres mødre.

Piotr blev i KZ-lejren gemt under sengen og var heldigvis en stille baby. Ryszards historie om en mor, der efter krigen aldrig krammede ham og en form for kærlighed, der langsomt ebbede ud, er en trist fortælling. Historier om følelsen af mindreværd gennem et helt liv. Altsammen forårsaget af krigen.

Ikke alle har lyst til at tale om tiden i lejrene. F.eks. Nurit Stern i Israel, som kategorisk nægter. Det er for smertefuldt. Hun vil dog gerne fortælle om befrielsens øjeblik, hvilket er tilstrækkeligt for Gertten. Hun har bidraget til denne historie, og det er noget af det bedste ved denne film. Gertten presser ikke noget igennem.

Nutidigt perspektiv

Filmen krydsklipper konstant til nutidige optagelser af bådflygtninge, som ankommer til Italien i en fiskebåd. Ulykkeligvis er der 45, der bliver fundet døde i lastrummet. Gertten drager således en parallel mellem mordene under 2. verdenskrig og de dødsfald, der rammer flygtninge og migranter på Middelhavet.

Og selvom de to ting måske er usammenlignelige, er det en reminder om, at flygtninge til stadighed udsættes for uhyrligheder, og at disse ulykkelige skæbner også har haft et navn og et liv, selvom de ofte reduceres til korte indslag i nyhederne.

Den eneste lille anke ved filmen er, at den faktisk er lidt for kort. De 10-12 overlevende, som Gertten opsøger, kunne godt have fået mere taletid. Man får i hvert fald lyst til at vide meget mere om dem. Hvordan overlevede de lejrene? Hvordan var deres liv efterfølgende?

For det er vitterligt nogle helt fantastiske skæbnefortællinger. Hver enkel af dem kunne uden problemer have udfyldt hele dokumentarfilm. Det er måske det, Gertten efterfølgende indser, for i 2022 udkommer han med kronjuvelen "Nelly og Nadine" (som kan ses på DR). Den tager også udgangspunkt i klippet fra ankomsten på Malmø havn.

Her bliver Gertten optaget af en skikkelse, der står bagerst i et af klippene, og hvis mørke øjne ser både længselsfuldt og skeptisk ind i kameraets linse. Det ender op med den fantastiske beretning om to stærke kvinder, der forelskede sig i hinanden i koncentrationslejren.

Hans første film "Håbets havn" fra 2011 (også om ankomsten til Malmø) er på Filmstriben.