Litteratur

Biblioteket anbefaler: Bogen ”Is"

"Is" er en enestående litterær oplevelse, der transporterer læseren ind i en surrealistisk og dystopisk verden præget af kulde, isolation og eksistentiel desperation.

Af Paul Calderara Eskekilde

Is udspiller sig i en udefineret fremtid, hvor krig hærger, civile massakreres, og en ødelæggende iskappe spreder sig og truer med at udslette alt liv. 

Gennem fortællerens fragmentariske og drømmeagtige skildring følger vi hans besatte jagt på en ung kvinde, der aldrig navngives, men som repræsenterer både en konkret person og en undvigende idé. Kvinden er fanget i et net af destruktive relationer, og hendes flugt gennem et kollapsende landskab bliver kun mere isnende på grund af følelsen af ikke at kunne undslippe.

Anna Kavan
Bogen Is

”I stedet for den sædvanlige nattehimmel dannede nordlyset et funklende, vibrerende tag af intens kulde og farve, hvorunder Jorden var fanget med alle sine indbyggere, indespærret af disse uigennemtrængelige glitrende klipper af is. Verden var blevet et arktisk fængsel, hvorfra ingen flugt var mulig, alle dens skabninger var fanget, lige så sikkert som træerne var det, allerede livløse i deres dødbringende strålende panser”. 


Men Is er mere end blot en dystopisk fortælling. Det er en psykologisk rejse ind i sindets mest gådefulde afkroge. Romanen udfordrer vores opfattelse af tid, virkelighed og identitet gennem sin særegne stil, der balancerer mellem det poetiske og det foruroligende. 

Isens uundgåelige fremmarch kan ses som et billede på indre tomhed og menneskets skrøbelighed, mens den gentagne, grufulde jagt på det "skønne" leder tankerne hen på misbrug eller besættelse. Det er en bog, der kræver læserens fulde opmærksomhed, men som belønner med en dyb indsigt i menneskets natur og verdens tilstand.

Hypnotisk læseoplevelse

Is er et unikt værk i moderne litteratur. Romanen kombinerer det dystopiske med det psykologiske på en måde, der skaber en næsten hypnotisk læseoplevelse. Anna Kavans prosa er smuk og skarp, og hun bruger en fragmenteret fortællestruktur, der spejler det kaos, karaktererne oplever. Samtidig er der en tidløs relevans i romanens temaer. (Klima)angst, fremmedgørelse og menneskets destruktive adfærd giver en sjælden mulighed for at fordybe sig i et værk, der er dybt personligt og universelt.

Som i flere af Anna Kavans øvrige værker, kredser Is om temaer som psykisk sygdom, isolation og eksistentiel søgen. Det er tydeligt, at Kavan trak på sine egne oplevelser med stofmisbrug og psykiske lidelser og et første ulykkeligt ægteskab, hvilket giver hendes bøger en særegen stemme. 

Stilmæssigt kan Is sammenlignes med værker af Kafka (Processen) og Ballard (Verden under vand), hvor det absurde og surrealistiske spiller en central rolle. Og i sin behandling af temaer som begær, magt og selvbedrag er det svært ikke at tænke på Nabokovs Lolita. 

Om Anna Kavan

Icon Description

(1901–1968) var en britisk forfatter og kunstner, der oprindeligt hed Helen Woods. Hun tog navnet Anna Kavan efter en af sine romanfigurer og genopfandt sig selv som forfatter og person. 

Kavans liv var præget af psykiske lidelser og afhængighed af heroin, hvilket også påvirkede hendes skrivestil og temaer. Trods sin marginaliserede position i sin samtid er Kavan i dag anerkendt som en pioner inden for moderne litteratur og en forfatter, der blev definerende for den eksperimenterende litterære periode i 1960’erne, kendt som britisk avantgarde – et opgør med tidens litterære establishment. 

Hun regnes som en forløber for den eksperimentelle litteratur, der siden har inspireret generationer af forfattere. Is betragtes som hendes hovedværk og et tidløst mesterværk. Efter flere årtier i glemmebogen har Anna Kavan de sidste år gennemgået en form for renæssance – også herhjemme.

I 2022 kom novellesamlingen En skinnende grøn mark i dansk oversættelse, og nu har vi endelig Is, udgivet på Forlaget Sidste Århundrede og oversat af Lasse Skjold Bertelsen.