Litteratur

De bedste bøger i 2024: Thereses top-3

Therese har udvalgt de tre læseoplevelser fra 2024, der har gjort allerstørst indtryk på hende.

Af Therese West Boardman

Therese på Gentofte Hovedbibliotek

Matilda af Mary Shelley

Matilda af den engelske forfatter Mary Shelley (1797-1851) er den mørke og grænsebrydende fortælling om en ung pige på 20 år, som ligger for døden, og på sit dødsleje beslutter sig for at fortælle sandheden om sit korte liv. 

Hun fortæller om sin barndom på et isoleret gods i Skotland uden sin mor, som døde i barselssengen, og uden sin far, som efterfølgende forlod hende. 

Den tragiske historie om Matilda er både dragende og frastødende, forrygende og foruroligende. En hæsblæsende roman om fortvivlelse, begær, skam og død. Romanen er fortalt med en stakåndet fortællerstemme - med høj puls og stor patos!

Over de blå marker af Claire Keegan

Novellesamlingen Over de blå marker handler om uforløste drømme og længsler - om fortvivlelse og begær. Den består af otte stærke og sansemættede skæbnefortællinger med psykologisk dybde, der gør karaktererne både levende og realistiske. 

Den irske forfatter Claire Keegans (f. 1968) komprimerede og skarptskårne fortællinger er både tidløse og indsigtsfulde skildringer af menneskets komplekse følelsesliv. Trods den lavmælte og minimalistiske skrivestil er det nogle meget helstøbte og nuancerede portrætter hun skriver frem - i et fortættet og enkelt sprog.

Arbejderhjerte af Carl Frode Tiller

Romanen Arbejderhjerte følger Trond, som midtvejs i livet begynder at foragte alt det, han har opnået. Han er vred på tiden og plages af indre dæmoner. Tilværelsens rammer, normer og værdier har pludselig ændret sig, og han forstår hverken sig selv, sin familie eller samfundet. 

Trond bliver skilt og mister også sit arbejde. Hele hans liv er kuldsejlet, og han er på randen af et sammenbrud. 

Den norske forfatter Carl Frode Tiller (f. 1970) har igen skrevet et imponerende og overbevisende værk om klasse(skel), indre splittelse og knuste idealer – som altid med stor psykologisk indsigt og dybde.