Film

Biblioteket anbefaler: Filmen "Lærerværelset"

Et drama om folkeskolen i Tyskland lyder umiddelbart som en tung omgang at komme igennem, men Tysklands Oscar-bud, "Lærerværelset", overrasker og udvikler sig til en intens og sitrende thriller med fænomenale skuespilpræstationer.

Af Thomas Kastberg

Leonie Benesch, kendt for bl.a. "Det hvide bånd" og "Babylon Berlin", er fremragende i rollen som den nyuddannede idealistiske lærer Carla Nowak. Hendes engagement, høje faglighed og sikre, men også kærlige greb om den 7. klasse hun underviser i matematik og idræt, er beundringsværdig. 

Carlas privatliv får vi nærmest intet at vide om - kun at hun har polske rødder. Alt foregår i skolens klaustrofobiske mikrokosmos.

Fra filmen Lærerværelset
Foto: Filmstriben

Filmens drama sættes i gang i de første scener. Der bliver stjålet penge på skolen. Nærmere bestemt på lærerværelset, mens der undervises. Den tyrkiske dreng Ali anklages i første omgang, da han tilfældigt udpeges af en af klasserepræsentanterne, da han render rundt med pænt store beløb i sin pung. 

Ali og hans forældre kaldes til samtale, hvor det kommer frem, at pengene skal bruges til et videospil til Alis fætter. Carla har det virkeligt skidt med den mistænkeliggørelse og slet skjulte racisme, der nu er i frit omløb på skolen, så hun tager Sherlock-hatten på og går på jagt efter den skyldige. 

Inden hun går til time, sætter hun en tilsyneladende genial fælde op på lærerværelset. Hun sætter kameraet på sin laptop på optagelse og lader sin jakke, med pung, hænge på en stol foran kameraet.

Rygterne svirrer

Efter endt time, er hendes pung lænset for sedler. Optagelsen er chokerende. Uden at et ansigt viser sig, er det klart, at tyveriet bliver begået af én med en yderst markant bluse, som kun skolesekretæren, Fru Kuhn har på. Hun benægter alt kendskab til tyveriet, men får alligevel pålagt orlov fra skolen. 

Som om det ikke er nok, så er Fru Kuhns søn, den intelligente Oscar, elev i Carlas klasse. Langsomt eskalerer situationen, og det nærmer sig anarki på skolen. For den ellers retskafne Carla har lavet en ulovlig optagelse, der krænker lærernes privatsfære. Hun får mundkurv på over for elever og deres forældre. Men skaden er sket. 

Rygter breder sig som en steppebrand, og lavinen ruller for alvor efter et forældremøde, hvor Fru Kuhn dukker op og beskylder Carla for overvågning, angiveri, bagvaskelse og karaktermord. Heftige sager for den ellers cool Carla, der får noget, der kunne minde om et angstanfald foran alle forældrene.

Prisbelønnet drama

Filmen er ledsaget af noget afdæmpet, men urovækkende og effektfuld strygermusik, som stiger i intensitet i takt med, at den mere og mere sammenbidte Carla bevæger sig desperat rundt på skolens gange. Hun er godt klar over, at hun er ude på dybt vand, og langsomt forsvinder støtten fra elever, kolleger og forældre. 

Lærerværelset er nådesløst realistisk. En reminder om hvilke giftige strukturer, der på et splitsekund kan danne sig i en moderne skole, men også hvordan vi mennesker under overfladen gemmer på så mange potentielle rædsler. Og især Tyskland har jo en grum historie, som op til 2. verdenskrig havde rødder i mistro, sladder, magtmisbrug og racisme.

Filmen er instrueret af Ilker Catak, der har tyrkiske rødder. Den vandt alle de store priser ved German Film Awards 2023 og var Oscar-nomineret som bedste internationale film, hvor den dog måtte sig se slået af holocaust-dramaet "The Zone of Interest". 

Mere info om "Phoenix"

Icon Description

Udgivet: 2022

Instruktør: Ilker Catak

Medvirkende: Leonie Benesch, Leonard Stettnisch, Eva Löbau m.fl.