Biblioteket anbefaler: Bogen "Samling"
Samling er en af de vigtigste debutromaner i 2022 og handler om multikulturalisme, racisme og løgn i et enkelt sprog, der er så vægtigt, at man flere steder må lægge bogen fra sig for at fordøje den racisme, man godt ved eksisterer. Men smagen af den bliver siddende.
Af Emil Busch Madsen
Bogens fortæller og hovedkarakter er en ung sort kvinde, som arbejder i den britiske finanssektor. Hun er kæreste med en hvid mand fra den engelske overklasse. God til sit arbejde, ja hun passer på mange måder perfekt ind i opskriften på et mangfoldigt Storbritannien efter imperiets fald.
Løgnens fyldige ske
Igennem bogen følger vi fortælleren på sit job, til lægen og på vej til en havefest hos sin kærestes rige forældre. Selvom det jo alt sammen lyder godt og lader til at være fantastisk, bliver fortællingen hele tiden udfordret af fortællerens skarpe observationer, som når hun beskriver finanssektorens løgn om mangfoldighed og diversitet:
”Jeg holder de her foredrag – skoler og universiteter, kvindepaneler, rekrutteringsmesser – med et par ugers mellemrum. Det forventes i min stilling. Mangfoldigheden skal ses”. Det lyder alt sammen smukt og godt, og der røres rundt i suppen med løgnens ske, men:
”Hvor mange kvinder og piger har jeg ikke løjet for? Hvor mange har set mit storsmilende ansigt være fortaler for det ene eller det andet firma, den og den branche, eller det og det universitet, det og det liv? Den slags spørgsmål er ikke konstruktive. Jeg er nødt til at indhente morgenens tabte timer”.
Natasha Brown kiler sig her ind med en stærk præcision. Hun stiller spørgsmålstegn til det bedrag, som multikulturalismen også skjuler og giver her et sprog til netop, hvordan multikulturelle processer og store finansfirmaer udnytter sorte og slavegjortes historie til at øge deres eget image.
Assimilationens eksotiske krydderi
Men fortælleren i Samling er hverken en nyttig idiot eller en sort kvinde med hvid maske, som den anerkendte franske filosof Frantz Fanon skrev. Tværtimod. Hun observerer på nært hold og assimilerer sig. Som det skrives hen mod romanens fremragende slutningen:
”Svaret er assimilation. Altid er presset der. Assimiler dig, assimiler dig … Opløs dig i smeltediglen. Og flyd så ud, strøm over i støbeformen. Bøj dine knogler, til de knækker og splintrer, og du passer i den. Tving dig selv ned i deres form … Blend ind i Londons multikulturelle suppe”.
Selvom fortælleren lever med løgnen og assimilationen, så er der i hendes observation en vigtig kritik, som udpensler, hvordan assimilationen blot bliver endnu et eksotistik krydderi i multikulturalismens suppe. Hun er nemlig langt fra kokken af multikulturalismens suppe, snarere blot en sølle ingrediens.
Natasha Browns styrke er at afsløre de fordækte kokke, løgnen og det bedrag, der er på spil. Hun giver gennem sin bog et sprog til at tale om de løgne, der fortælles. Hun sætter ord på de erfaringer og kiler sig ind der, hvor vi normalt kun vil tie.
Hun giver sin karakter en mulighed for at træffe sit eget valg. Romanen er på den måde både en historie om en ung sort kvindes sociale opstigning, men den er vigtigst af alt en højest relevenat kulturkritik af racisme, multikulturalisme og strukturer, som vi stædigt fastholder og afviser, at vi er en del af.
