Litteratur

Biblioteket anbefaler: Bogen "Sange om stilhed og hjem"

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en stærk og hjerteskærende historisk roman om de barske vilkår som østtysk flygtning under og efter 2. verdenskrig.

Af Therese West Boardman

Himlen er hvid, landet er hvidt. Der findes ikke noget kort over vores rute, og ingen ved, hvor vi ender. Alle vil væk, alle vil hjem igen”.

Få måneder før 2. verdenskrigs afslutning planlægger en lille familie fra Østpreussen at tage flugten, da russerne indtager deres by. Mændene i familien er ved fronten og på tragisk vis tvinges den knapt 12-årige pige Ursula alene på flugt. Det bliver en meget lang og meget farefuld flugt.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Sara Galbiati, Gyldendal
 Bogen Sange om stilhed og hjem

For at beskytte hende har hun fået klippet sit lange hår af og går klædt som en dreng – og går nu under navnet Uwe. Sammen med en menneskeflok, der især består af kvinder og børn, kommer Ursula ombord på et skib. De tror alle, at de skal til Kiel, men ender i en flygtningelejr i København.

Dér oplever de på første hånd, hvordan Danmark tager sig af tyske flygtninge i en tid fuld af bødler og ofre, af vrede og sorg, af venner og fjender. Livet er barskt i flygtningelejren, der er præget af smitsomme sygdomme, dårlig ernæring og generel vantrivsel.

Selvom krigen nu er slut, og de tyske flygtninge umiddelbart er i sikkerhed i Danmark ”klæber der en ulyksalighed til det hele. Det er, hvad længsel og indespærring og bestandige afsavn gør ved mennesker”. Ursula længes som alle de andre flygtninge efter at komme hjem, men ’hjem’ eksisterer ikke længere.

Sørgesangeren

Da Ursula mister sin familie, mister hun også stemmen. Først da den unge konservatorie-studerende Simon starter et kor i flygtningelejren, kommer der atter lyd på hendes stemme.

Simon fascineres af det, han tror er en smuk ung drengestemme og giver Ursula/Uwe en fremtrædende plads i koret. Ursula synger også for de døde og de efterladte i flygtningelejren – og får derfor tilnavnet ”Sørgesangeren”.

Simon har tyske - og jødiske - aner, og har været modstandsmand under besættelsen. Hans ambition med koret i flygtningelejren er at opføre sit eget originale korværk. Simons arbejde med koret møder meget modstand, da tyskerne stadig betragtes som "fjenden". Alle former for udtryk for omsorg og medlidenhed opfattes af folk omkring ham som landsforræderi.

Han knytter efterhånden tættere bånd til Uwe og hjælper bl.a. med lægehjælp. Det viser sig, at de to deler skæbne, da de begge har mistet deres mor i en tidlig alder. Kort før sin død giver Simons mor sønnen en besked eller rettere en opfordring, da hun siger til ham: ”Bliv et menneske”.

Vær et menneske

Simons kor er et frirum og en kærkommen pause for lejrens flygtninge. Koret er et fællesskab, hvor alle deltagere er indbyrdes afhængige af hinanden.

Set i kontekst til romanens beskrivelse af krigens mange ofre, bliver koret derfor en tydelig metafor for hele menneskeheden – vores indbyrdes forbindelse og ansvar for hinanden.

Sange om stilhed og hjem er en barsk, men også meget smuk og rørende fortælling. Den er fuld af sorg og smerte, men rummer også masser af håb og kærlighed. Romanen kredser om komplekse emner som forsoning og tilgivelse og kan læses som en kommentar til den aktuelle flygtningesituation.

Fortællingen fremstår som en fin påmindelse om, at også fjenden blev ofre for krigen, og at begge parter i en konflikt har en moralsk forpligtelse til at udvise empati og medmenneskelighed.

Simons mors budskab til sin søn ”Bliv et menneske” kan derfor nemt omskrives til et budskab til os alle: Vær et menneske.

Om Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Icon Description

(f. 1971) debuterede som forfatter i 1998 med digtsamlingen Vandring inden ophør. Hun har siden udgivet flere digtsamlinger og romaner – herunder de to meget populære bøger Hildegard I (2009) og Hildegard II (2010) om den tyske nonne, læge og komponist Hildegard af Bingen.

Blandt hendes øvrige prisbelønnede romaner er Dronningen af Saba & Kong Salomon (2015), Sorgens grundstof (2017) og Margrete I (2020).

Hun har modtaget flere priser for sine bøger, bl.a. Weekendavisens Litteraturpris, Politikens Litteraturpris og DR Romanprisen 2021 for ”Margrete I”. Hendes romaner er oversat til flere sprog.