Biblioteket anbefaler: Filmen "Leviathan"

"Leviathan" modtog prisen for bedste manuskript ved filmfestivalen i Cannes i 2014, en Golden Globe for bedste udenlandske film og var sågar Ruslands bud på bedste internationale film ved Oscar-uddelingen samme år, men den måtte se sig slået af polske "Ida" (der i øvrigt også kan ses på filmstriben). 

Samtidig var filmen genstand for heftig kritik hjemme i Rusland. Den daværende russiske kulturminister, Vladimir Medinskij, mente, at filmen satte den almindelige russer i et dårligt lys, da filmens karakterer bandede og drak for meget.

Året efter "Leviathans" premiere fremsatte Medinskij endda et lovforslag, som skulle forhindre offentlige visninger af film, som tilsværter russisk kultur - "Leviathan" blev i den forbindelse ikke nævnt, men mon ikke Medinskij stadig havde filmen i frisk erindring.

Fra hus og hjem

Det var imidlertid hverken banderiet eller drikkeriet, der stod stærkest efter, at jeg havde set "Leviathan". Det var i stedet det skarpe og tragiske portræt af korruption og magtmisbrug i Rusland, som filmen tegner. 

I en flække i det nordlige Rusland bor Kolya med sin søn og hustru, men formentlig ikke meget længere. Hjemmet skal nemlig eksproprieres, men præcist hvorfor står ikke helt klart. Kolya tror, at borgmesteren, Vadim, selv vil overtage grunden, og så er den erstatning, som Kolya stilles i udsigt, meget lav. 

En gammel soldaterkammerat kommer dog Kolya til undsætning. Dimitri bor i Moskva og er advokat og vil gerne tage sagen. Men bedst som det ser ud til, at Kolya og Dimitri er ved at få overhånden, begynder det at gå skævt.

Dramatisk fra første sekund

Det intense drama akkompagneres af overvældende natur og landskaber, der på sin egen måde føjer lag til filmens mistrøstige stemning af undergang og opløsning. 

Tag for eksempel åbningssekvensen: monumentale billeder af Ruslands nordkyst, hvor enorme klippeformationer skråner ned i et bølgende, skifergrå hav. På lydsiden høres et stykke fra Philip Glass’ opera "Akhnaten". Og pludselig er der helt stille, og der klippes til dunkle skibsvrag på kysten. 

Så er tonen sat for resten af filmen, hvor smarte advokater, aggressive politikere, arrogante præster, og ja, drikfældige og frustrerede russere, er brikker i en fortælling om moralsk forfald og meningsløshed, der måske netop nu er mere aktuel end nogensinde før.