Biblioteket anbefaler: Kortfilmen "År nul"

Forskere eksperimenterer med at sende mennesker til både fortiden og fremtiden i håb om at finde hjælp. Laboratoriechefen mener, at man via et hul i tiden kan transportere fødevarer, lægemidler og energikilder. Efter flere fejlslagne forsøg oplever de succes med kortfilmens unavngivne hovedkarakter, der plages af et barndomsminde om en voldsom hændelse på en lufthavns udsigtsterrasse.

Centralt for mindet er ansigtet på en kvinde, der også befandt sig på terrassen. Hovedkarakterens rejser til fortiden kommer hovedsageligt til at tage form som besøg hos denne kvinde, som han begynder at danne et romantisk forhold til.

Leger med udtrykket

"År nul" er instrueret af franskmanden Chris Marker, hvis beskæftigelse som både fotograf og dokumentarist sætter sit tydelige præg på filmen. Filmen præsenteres i sit anslag som en photo-roman, og billedsiden består da også næsten udelukkende af stillbilleder.

Fotografiets essentielle funktion, som dokumentation af historiske begivenheder, overføres til filmen og gør fortællingen mere virkelighedsnær. Billederne af det ruinerede Paris skaber nemt associationer til den fotografiske dokumentation af 2. verdenskrig og fungerer som en tænkt realisering af samtidens frygt for en kommende atomkrig.

Betegnelsen photo-roman er egentlig mangelfuld, for den overser kortfilmens væsentlige cinematiske egenskaber, der blandt andet kommer til udtryk i lydsiden. Mens den fortællende voice-over minder om den alvidende fortæller fra romangenren, gør filmen også brug af underlægningsmusik og effektlyde.

Lyde som flymotorer, hjerteslag og fuglekvidder korresponderer med det handlingsforløb, der skildres gennem de statiske billeder. Sammen med underlægningsmusikken fremhæver de stemninger i billedsiden, der spænder fra det mystiske mørke i undergrunden til den varme forbundethed ved nogle af hovedkarakterens møder med kvinden fra fortiden.

År nul inspirerede stjerneinstruktør

"År nul" var faktisk inspirationskilde til Terry Gilliams "Twelve Monkeys" (1995), der særligt trækker på kortfilmens tidsrejsekoncept og den rammesættende hændelse ved lufthavnen. Gilliam har selv kaldt "År nul" fremragende på et teknisk niveau og fremhæver kombinationen af klipningens rytme og fortællerstemmen som poetiske træk ved kortfilmen.

De elementer, jeg her har beskrevet, er med til at gøre "År nul" til en fascinerende, smuk og meget unik kortfilm, som jeg i hvert fald kommer til at vende tilbage til adskillige gange i fremtiden.