Her er vinderne af Politikens Litteraturpris 2024
Politikens Litteraturpris har ændret koncept i år og er nu ikke bare én, men hele fire priser. Der har været tre nominerede inden for fire kategorier. Se, hvem der løb med hæderen her.
Af Gentofte Bibliotekerne
De fire kategorier, der er uddelt priser i, er "Der er et yndigt land", "Den fælles samtale", "De inderste rum" og "Det bedste til de yngste".
Der er et yndigt land
Politiken beskriver kategorien således:
"Social baggrund og opvækst former vores liv og vores drømme og længsler. Hvor finder man det gode liv, hvis bagagen er tung, og hvad er forskellen på flugt og frihed?"
De tre nominerede i denne kategori var Liv Duvå med Ned fra himlen, Christina Hagen med Pow, Pow, Pow og Thomas Boberg med Insula
Vinderen blev Liv Duvå og Ned fra himlen
Vores litteraturformidler Maj Kalfod skrev tidligere på måneden en anbefaling af Ned fra himlen.
Den fælles samtale
Politiken beskriver kategorien således:
"Uden bøger, der bearbejder de ømme punkter i samfundet og giver nye perspektiver på vores værdier, kommer vi ikke videre. Den bedste litteratur nærer tænkningen om samfundet og flytter bevidsthed."
De tre nominerede i denne kategori var Emma Holten med bogen Underskud, Steffen Stubager med Familien Hassan og Kristian Leth med Verdens vigtigste bog.
Vinderen blev Emma Holten og Underskud
De inderste rum
Politiken beskriver kategorien således:
"Der er så mange måder at være menneske på. Så meget at forbinde sig med og lade sig inspirere af, mens man leder efter meningen med det hele."
De tre nominerede i denne kategori var Sebastian Nathan med Engle, Maja Elverkilde med bogen Jeg plukker græs og Jonas Eika med Åben himmel.
Vinderen blev Sebastian Nathan med bogen Engle.
Det bedste til de yngste
Politiken beskriver kategorien således:
"Der er mange måder at vokse ind i læsningens fantastiske verden på, og intet er vigtigere end at begejstre de yngste læsere og få endnu flere børn og unge til at gribe en god bog."
De tre nominerede i denne kategori var Dorte Karrebæk med bogen Kælderdrengen, Jonas Kleinschmidt med Jorden kalder Chloe og Mette Vedsø og Sofie Louise Dam med Team Vildmark.
Vinderen blev Mette Vedsø og Sofie Louise Dam med bogen Team Vildmark.
Tidligere på året modtog Mette Vedsø Gentofte Kommunes Kulturpris.
Tidligere vindere af Politikens litteraturpris
Politikens Litteraturpris er blevet uddelt siden 2012, og det er læserne, der bestemmer udfaldet.