Nyere tegneserier og grafiske romaner for børn

Kan du ikke få nok af gode fortællinger, og har du tygget dig igennem de nyeste bøger for børn, så er tegneserier måske vejen, du skal gå.

Af Kerstin Gravlund Lyndrup

Der er nok at vælge i mellem - både hvis du vil læse realistiske historier om familieliv, venskaber og søskendeproblemer, og hvis du vil have nogle mere magiske historier med magi, monstre og kampen mod det onde.

Tegneserier til børn

Realistiske historier eller storslåede eventyr 

Tegneserier kan også være en indgang til at snakke om de ting, der gør ondt eller er svære at sætte ord på. Som fx i Hvad skete der egentlig med dig, hvor Emma spiser for meget, men da hendes forældre tilbyder hende penge for hvert kilo, hun taber, så ender hun faktisk med at miste sig selv. Eller Ti knive i hjertet som handler om den første forelskelse, og hvordan man får sagt til sin far (og veninderne), at man er forelsket i en pige og ikke i en dreng.

Det kan også være storslåede eventyr som Nordlys, der handler om portalrejser, overlevelse og venskab, eller Ædelmod der inviterer læseren ind i et magisk computerspil, der også trækker tråde til virkeligheden.

Snekatteprinsen giver et indblik i, hvor svært det kan være at overleve som underdog i en familie, og hvor langt man vil gå for at overbevise familien og en selv om, at man faktisk er værdig til en plads i familien - og ja, måske endda også værdig til at være konge. 

Noget for enhver smag

Der er med garanti noget for enhver smag og måske også noget, som mor eller far vil nyde at læse højt.

God fornøjelse! Og husk at vi gerne hjælper med at finde den næste bog – eller tegneserie – som du skal kaste dig over.