Biblioteket anbefaler: Bogen ”Moskitokysten”
I år kan den danske oversættelse af Paul Theroux’ prisvindende kultklassiker "Moskitokysten" fejre 40-års jubilæum. Det kræver nok en tur på biblioteket at få fingre i den, men så er sommerlæsningen også reddet.
Af Paul Calderara Eskekilde
Det går ikke stille af sig, når familiefaren Allie Fox tager teten – og det gør han ofte, både i handling og i tale:
”Vi kørte forbi Tiny Polskis residenspalæ ud til hovedvejen og derefter de otte kilometer ind til Northampton, mens far hele vejen snakkede om vildmænd og det afskyelige Amerika – om, hvordan det var blevet forvandlet til en stofmisbrugende, dørlåsende, mavesårsbefængt farezone, befolket med gale ådselædere og forbryderiske millionærer og moralske bedragere".
Mistroen til det moderne, syge samfund – sådan som Allie Fox ser sin nordamerikanske samtid – har allerede én gang fået familien til at trække teltpløkkerne op og flytte fra byen til en gård i New England. Men for Allie viser denne jagt på noget mere ”ægte” sig ikke at være ”ægte” nok.
Han er hovedpersonen, men det er den 13-årige søn Charli Fox, der fortæller – og som sådan er vidne til sin fars vilde planer. Bange for, at hele USA skal gå til grunde i borgerkrigslignende tilstande, beslutter Allie sig sammen med sin familie at forlade civilisationen og flytte til Honduras for at bo i junglen blandt de indfødte.
På trods af de mange udfordringer, der hele tiden opstår, giver Allie ikke op. Uden at miste troen eller håbet driver han hele tiden sin familie fremad, på trods af de farer, der opstår undervejs og truer med helt at ødelægge familien.
På baghjul af en besat
Moskitokysten er en hæsblæsende fortælling om fanatisme og om jagten på Utopia. En roman, der på den ene side foregriber en af vor tids store tendenser – at lade storbyrøgen og motorstøjen bag sig, og komme ud og leve i pagt med naturen – og på den anden side behandler de dilemmaer der opstår, når én i flokken stirrer sig blind på sine drømme.
I dette tilfælde Allie, der i mere end en forstand driver sin familie ud i vildmarken. Det begynder sjovt – ikke mindst takket være Paul Theroux’ kvikke pen – men bliver, som spændingen stiger, mere og mere alvorligt.
Om Paul Theroux
(f. 1941) er amerikansk rejseskribent og romanforfatter, der skriver i traditionen med romaner som Huckleberry Finn, Robinson Crusoe og Fluernes herre.
Selvom Paul Theroux nok bedst er kendt som forfatter af rejsebeskrivelser, har han også udgivet adskillige fiktionsværker, hvoraf nogle er lavet til spillefilm.
Han blev tildelt James Tait Black Memorial Prize for Moskitokysten, der bl.a. er blevet opført som teater og sidste år blev til en tv-serie på Apple TV+.