Thomas Boberg: Insula
Thomas Boberg taler med litteraturformidler Jan Lykke om romanen "Insula". De går på scenen i Øregårdssalen kl. 14.45.
Af Gentofte Bibliotekerne


Thomas Boberg (f. 1960) er kendt for sin poetiske og registrerende skrivestil, hvor han med en særlig sans for mennesker og omgivelser skaber sanselige og nærværende fortællinger. Hans rejseromaner har et unikt blik på verden og de mennesker, han møder undervejs.
Insula
Insula skildrer en lille families flytning fra København til en unavngiven ø i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Med færre end 500 indbyggere og stærke lokale normer bliver mødet med ø-samfundet en øjenåbner. Romanen udfolder temaer som by kontra land, rig kontra fattig og tilflytter kontra fastboende – og viser, hvordan magthierarkier udspiller sig i det små.
Hvorfor glæder vi os til interviewet?
Med Insula tager Thomas Boberg fat på et højaktuelt tema om livet uden for storbyerne og de skift, der følger med at blive en del af et nyt fællesskab. Det bliver en spændende samtale om romanens tilblivelse, om Bobergs egne erfaringer med at skifte miljø – og om de store spørgsmål, der gemmer sig i de små samfund.