Biblioteket anbefaler: Bogen: "Baumgartner"

”Baumgartner føler stadig, elsker stadig, begærer stadig, vil stadig leve, men i sit inderste indre er han død. Det har han vidst i ti år, og i ti år har han gjort sit absolut ypperste for ikke at vide det”.

Seymour Baumgartner er tæt på sidste kapitel i sit liv. Den pensionerede universitetsprofessor er 70 år og lever alene. Ti år forinden mistede han sin højtelskede hustru Anna, som var digter og oversætter.

Parret levede tæt sammen i 40 år og havde begge dedikeret deres liv til kunsten og litteraturen. Siden en tragisk drukneulykke rev hustruen fra ham, har Baumgartner levet alene i det tomme hus. Han er lammet af ensomhed og køber stakkevis af bøger, han aldrig får læst - udelukkende for at få dem leveret til døren af den smilende Molly fra UPS.

Glemsel og erindring

Romanen åbner i en strøm af forglemmelser. Baumgartner sidder og skriver på en bog om Kierkegaards pseudonymer. Midt i en sætning går det op for ham, at han har glemt den bog, han skal bruge til sit arbejde nede i stuen.

I stuen kommer han i tanke om, at han skal huske at ringe til sin søster. På vej hen til telefonen kan han pludselig lugte noget brændt fra køkkenet. I køkkenet står den kasserolle på komfuret, som han lavede morgenmad i tre timer tidligere.

Baumgartner brænder sin hånd på den gamle kasserolle og falder samme dag ned af kældertrappen, da han skal vise måleraflæseren Ed derned. De mange ulykker bliver ikke begyndelsen til enden, men tværtimod et uventet vendepunkt - startskuddet til en ny begyndelse for Baumgartner.

Der opstår et fint venskab mellem ham og Ed, og den ødelagte kasserolle bringer ham tilbage i erindringen. Kasserollen købte han i den genbrugsbutik, hvor han så Anna for første gang, og hvor de sendte hinanden et smil.

Den brændte kasserolle giver ham med andre ord anledning til at mindes deres første møder og deres efterfølgende lange liv sammen. Selvom korttidshukommelsen ikke længere er, hvad den har været, og Baumgartner mere og mere glemmer verden omkring sig, så husker han det vigtigste. Han husker Anna, og han husker kærligheden.

En ny begyndelse

Vi følger Baumgartner de næste to år af hans liv, og oplever hvordan han igen får mod på kærligheden og livet. Han indleder et forhold til en ny kvinde og skriver endnu en bog. Det mest skelsættende, der sker, er imidlertid, da Baumgartner bliver kontaktet af en ung kvindelig forsker, der ønsker at skrive en afhandling om Annas litterære virke.

Det bringer igen Baumgartner tættere på Anna og giver hans tilværelse ny retning og mening. Minderne om livet med Anna og minderne om hans forældre og hans opvækst, kombineret med de nye bekendtskaber i hans liv, bliver for Baumgartner selve essensen af det meningsfulde liv - det gode liv:

”Man har ikke noget liv uden forbindelse til andre, og hvis man er så heldig at være tæt forbundet til en anden, så tæt, at den anden er lige så vigtig som én selv, bliver livet ikke bare muligt, men godt”.

Forfatter og hovedperson smelter sammen

"Baumgartner" er en fin og rørende fortælling om savn og kærlighed. Det er samtidig en indsigtsfuld skildring af alderdom og forfattergerningens disciplin. En roman om en ældre mand skrevet af en ældre mand. Hovedpersonen synes på flere punkter at smelte sammen med forfatteren.

Læsere af Paul Austers tidligere romaner vil nikke genkendende til temaer som erindringens magt og tilfældet - den slags sammentræf, der former menneskeskæbner. Beskrivelsen af Baumgartners skriveproces lyser nærmest ud af siderne, som Paul Austers egen poetik:

”Han kan stadig tænke, og fordi han kan tænke, kan han skrive, og skønt det tager ham lidt længere at gøre sine sætninger færdige nu, er resultaterne stort set de samme.”