Biblioteket anbefaler: Bogen "Den blinde ugle"

Nyoversættelsen af en af iransk litteraturs vigtigste og mest kontroversielle romaner er en sproglig kraftpræstation og et narrativt mesterstykke. Men den er også en makaber fortælling om voldsfantasier, beruselse og kærlighed og en allegorisk fortælling om politisk censur og kvindeundertrykkelse.

I skæret af opiumsrøg

”Jeg gav mig til at drikke mere vin og ryge mere opium, men i stedet for at paralysere mit sind, bedøve mine tanker og udviske minder, forstærkede de her håbløse midler dag for dag, time for time, minut for minut, tanken om hende, og hendes krop og ansigt stod skarpere for mit blik”.

I den første af to surrealistiske og morbide fortællinger dykker vi ned i en penneæskemalers mord på og voldsfantasier om en kvinde. Et mord han vil forsøge at skjule ved at grave hendes lig, som han har skåret i flere stykker, ned i en ørken.

På sin rejse møder han en kusk med en frastødende latter og finder en gammel kande med et motiv, der får ham til at ville fortælle sin historie og male et andet billede både helt konkret på penneæskerne, men også om det samfund vi lever i. Det skaber et fragmenteret og surrealistisk billede, der også afsluttes med, at fortælleren ryger opium.

Fragment, fortælling og frihed

Den første fortælling er fragmenteret, fortravlet og 40 sider lang, mens den anden fortælling fylder resten af bogens 120 sider.

I den anden fortælling udbygges og gentages penneæskemalerens beretning, men denne gang med hele hans livshistorie, der indeholder alt fra bedrag, undertrykkelse af kvinder, voldsfantasier, familiefejde og en indisk skønhed. Dette giver et andet perspektiv på penneæskemalerens mord.

Et af de mange fremragende elementer ved at læse Hedayats hallucinerende prosa er, at han formår at genforhandle fortærskede klicher ved at gentage dem og bruge dem i andre kontekster.

Han kaster lys over, hvordan de på samme tid er et billede på et bestemt samfund, men i dag også kan læses som et politisk smædeskrift mod det daværende iranske shahstyres censur, og som en vigtig kritik af det nuværende styres kvindesyn.

Han viser simpelthen, hvordan det er de samme motiver, der bruges og gentages i mange forskellige varianter og trænger ind overalt i vores verden, vores sprog og former vores handlinger, men også hvordan de kan ændre sig.

En død mester

Med sin særegne stil skaber han en surrealistisk og fabulerende prosa, hvor opiumstågen ligger tungt over hele værket – ikke ulig den censur og det skriveforbud shahstyret underlagde Hedayat eller den vold, kvinder udsættes for i dag. I Hedayats fortælling er der dog én ting, som kan trænge igennem den hallucinerende og altomsluttende rus, uanset om det er politisk censur eller rusmidler; nemlig mørket og døden.

”I det her usle og forbandet fattige værelse, der var som en grav, og i den evige nats mørke, som var trængt ind i væggene og havde omringet mig, var jeg nu nødt til at tilbringe en lang og mørk, kold og bundløs nat sammen med et lig; hendes lig”.

Bogen er for læsere af klassikere, okkult litteratur og politisk litteratur. Den er udkommet på OVO Press og er oversat af Shadi Angelina Bazeghi, som også har forsynet bogen med et fremragende efterord, der giver en god indføring og forståelse af Hedayats liv og forfatterskab.