Biblioteket anbefaler: Bøgerne: ”Omsorg” og ”Den slags små ting”

Begge fortællinger foregår i 1980'ernes katolske Irland. De fremstår begge som tidløse og universelle fortællinger om livets skrøbelighed – om håb og håbløshed, men mest af alt handler de om menneskelig omsorg og næstekærlighed.

Omsorg

I Omsorg bliver en lille pige fra fattige kår sendt i pleje på landet hos sin tante og onkel. Hér oplever hun for første gang kærlig opmærksomhed og omsorg. Hun er ikke vant til varme bade, rent tøj og regelmæssige måltider, og ikke mindst voksne, der viser hende ægte interesse.

Oplevelserne gør hende mere og mere selvsikker, glad og tillidsfuld. Tanten og onklen bærer på en stor personlig sorg, og da sandheden afsløres for pigen, mærker hun samtidig, hvor skrøbeligt det hele er.

Der er store kontraster mellem livet hjemme hos forældrene og livet hos tanten og onklen. Derhjemme er der en stor børneflok og en lidt for spilleglad og drikfældig far. Hos tanten og onklen er der derimod varme og overskud. Det er første gang pigen oplever og forstår betydningen af et stabilt hjem.

Det er en absolut positiv og opbyggelig oplevelse for pigen at være på gården. Samtidig understreger det på smertelig vis manglen på nærhed og omsorg hjemme hos forældrene: 
 

”Hendes hænder minder om min mors, men der er noget andet i dem også, noget, jeg aldrig før har mærket og ikke har ord for”.

Den slags små ting

I Den slags små ting møder vi Bill Furlong, som har en baggrund som søn af en enlig teenagemor. I dag er han gift og far til fem piger og selvstændig brændselshandler. Han har et godt liv, men er samtidig opmærksom på, at andre lever under helt andre og sværere vilkår.

Det er op mod jul, og Furlong skal levere kul til det lokale kloster, der huser unge ugifte gravide piger. Klosteret har et vaskeri – et af de berygtede Magdalene-vaskerier, hvor de tvangsanbragte unge piger får en barsk medfart.

Furlong kommer i kontakt med en ung desperat pige, og det både skubber til hans samvittighed og ripper op i hans egen baggrundshistorie. Han bliver bevidstgjort om sit personlige held, da hans mor – i modsætning til de unge piger på klosteret – ikke blev tvunget til at bortadoptere ham, men kunne blive boende hos den enke, hun arbejdede for.

Furlong har med andre ord haft et trygt og privilegeret liv. Han ønsker at give noget tilbage og beslutter sig derfor for at hjælpe pigen. Selvom hans handling ikke er uden konsekvenser, er det alligevel det eneste rigtige for ham at gøre – både for pigens og sin egen skyld:
 

”Hvor let og rank han næsten følte sig, som han gik der med denne pige ved sin side og en frisk, ny, ukendt fryd i sit hjerte”.