Biblioteket anbefaler: Bogen "Hullet"

Romanen udkom på japansk i 2014 og vandt den meget prestigefyldte pris Akutagawa-pris.

Den rummer både samfunds- og kønskritik og er et klasseeksempel på den nyere fantastiske litteratur fra Japan, der både fascinerer og fængsler med sin blanding af lavmælt hverdag og surreelle oplevelser.

Et drømmeliv

Asahi flytter med sin mand, Muneaki, fra Tokyo og ud på landet i svigerfamiliens nabohus. Hun har sagt sit job op og skal finde sig til rette det nye sted og i sin nye rolle som hjemmegående husmor. Ægteparret kan bo gratis i huset, så de kan sagtens klare sig uden, at Asahi er nødt til at arbejde. Det er et arbejde, hun heller ikke har været særligt glad for trods de mange timer, hun har lagt i det.

Det lyder da som "et drømmeliv" konstaterer den kollega, som er den eneste, Asahi snakker med på arbejdspladsen. Og kollegaen spørger med det samme ind til, om Asahi mon er gravid. Det er hun ikke, faktisk ved hun slet ikke, om hun overhovedet ønsker at få et barn. I det hele taget ved Asahi ikke helt, hvad hun egentlig vil med og i sit liv. Så helt perfekt at flytte ud på landet og få noget ro. Eller?

Et hul lavet specielt til hende

Asahi er meget alene, Muneaki arbejder meget, kommer sent hjem og er underligt fraværende. Når han endelig er hjemme, er hans opmærksomhed mest rettet mod mobiltelefonen.

Svigermoderen er på én gang vældig sød og betænksom, men også omklamrende. Og så ligner hun på mystisk vis det gamle sort-hvide billede af den afdøde farmor, altså hendes egen svigermor. Svigerfaderen er oftest væk fra huset, så den, der er mest hjemme med Asahi, er den gamle farfar, der går rundt og vander i haven og ellers bare smiler sit tvetydige smil som en anden filurkat;

”Farfar kiggede på mig, som om det pludselig gik op for ham, at jeg stadig var der, og sendte mig igen et smil med blottede tænder.  ”Farfar, vandet…” Han nikkede og løftede armen i en lige vinkel, men fordi hans krop hældede til siden, gjorde armen det også. Bedst som jeg troede, at han ikke kunne smile bredere, blottede han tænderne endnu mere. Han kunne åbenbart ikke høre et ord af, hvad jeg sagde. Under den bredskyggede stråhat var det kun tænderne, der glimtede. Øjne, næse og kinder var skjult under hatteskyggen. Jeg så kun munden med det brede smil”.

Der er en konstant underlig udefinerbar stemning af noget uhyggeligt ved både farfaren og de ting, Asahi oplever i sin nye hverdag. Men farfaren er måske alligevel den, der rummer Asahi bedst? Og er han måske nøglen til at komme tættere på en forståelse af de mystiske ting, hun oplever på sine vandreture i området?

Asahi falder nemlig i et hul lavet helt specielt til hende, mens hun som en anden Alice i Eventyrland, prøver at forfølge et underligt, stort og sort dyr. Er det virkelighed eller er det hele noget, der sker oppe i hendes eget hoved, spørger både hun og læseren sig selv; “Det måtte være varmen, der fik mig til at se syner. Jeg kiggede og kiggede, men dyret var der. Et pattedyr med hale og fire ben, men et jeg aldrig havde set før. […] Dyrets hale forsvandt ind i græsset. Jeg fulgte efter… og jorden forsvandt under mine fødder”.

En hikikomori og skræmmende børn

Efter at være faldet i hullet møder Asahi både den mystiske nabokone Fru Sera og en mand, som viser sig at være Muneakis hemmelige storebror. Han er en såkaldt hikikomori - en person, der frivilligt isolerer sig fra omverdenen og som af familien og det øvrige samfund betragtes med stor skam. Men han kender til dyret og viser sig også at kunne hjælpe Asahi med de børn, der skræmmer hende så meget i døgnkiosken.

Er du vild med f.eks. Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata eller Haruki Murakamis bøger, så kan Hullet virkelig anbefales. Indtil videre er det den eneste bog af Kiroko Oyamada, der er oversat til dansk, men allerede til efteråret udkommer Væsler på loftet.