Litteratur

Biblioteket anbefaler: Bogen ”Stargate – en julefortælling”

Norske Ingvild Rishøi har skrevet en lille perle af en julefortælling, der kredser om livets små mirakler og om næstekærlighed til dem, der har allermest brug for det.

Af Therese West Boardman

"Mirakler sker, plejede pedellen at sige. - Nogle gange findes der bare ingen anden udvej, og så sker der et mirakel.”

Den 10-årige Ronja venter på et mirakel i den prisbelønnede norske forfatter Ingvild H. Rishøis fine kortroman Stargate. Ronja bor sammen med sin 16-årige storesøster Melissa og deres far i bydelen Tøyen i Oslo.

Faderen er alkoholiker og det mirakel, Ronja håber vil ske, er, at faderen vil stoppe med at drikke, og de kan leve i lykkelig harmoni i en hytte i skoven: ”I drømmen har han islandsk sweater på og det store smil. Og i drømmen kommer han gående gennem skoven.”

Det bliver ulykkeligvis ved drømmen, for selvom faderen er varm og kærlig over for pigerne og har de bedste intentioner, så formår han ikke at holde på et job og tage ordentligt vare på sine døtre.

Ingvild Rishøi
Foto: Hans Fredrik Asbjørnsen
Bogen Stargate

Det er tæt på jul, og faderen får et job som juletræssælger. Han får forskud på sin løn, og pludselig ser alt lyst ud. Pigerne kan ønske sig julegaver, og der er igen mad i køleskabet. Men faderen siger den frygtede sætning, ”Jeg går ud en tur”, og inden længe er han tilbage på det brune værtshus Stargate.

Den ældste datter Melissa overtager faderens job, men det gør det svært at passe skolen og betyder også, at Ronja er meget overladt til sig selv. Melissa påtager sig mere og mere forældrerollen og gør, hvad hun kan for at beskytte lillesøsteren.

Tre vise mænd

Den omsorg, som de to søstre mangler fra deres far, møder de i kraft af tre forskellige mænd – en skolepedel, en ældre nabo og en juletræssælger, der arbejder samme sted som Melissa.

Skolepedellen har særligt øje for Ronja og kender tydeligvis til livet i den lille familie. Det er ham, der gør Ronja opmærksom på det ledige job som juletræssælger og giver hende plakaten med jobopslaget med hjem til faderen.

Naboen Aronsen er en ældre mand, som også er opmærksom på pigernes situation. Han giver Ronja mad, stryger hendes kostume til skolens Lucia-optog og dukker, som den eneste hun kender, op til hendes optræden. Han godtager endda, at Ronja omtaler ham som sin bedstefar overfor klassekammeraterne.

Juletræssælgeren Tommy har ligeledes hjertet på rette sted. Han forstår pigernes svære situation og går imod chefens ordrer, da han lader Ronja holde til i skurvognen ved juletræssalget, så hun kan holde varmen og være tæt på søsteren.

Tommy udnytter dog også situationen til sin egen fordel, da han lader Ronja sælge juleneg og kranse, for som han lidt kynisk udtaler, så er dem folk allerhelst vil hjælpe i julen de tynde børn. Hvorom alting er, så er det de tre mænds indsats og involvering i pigernes liv, der tænder et håb. Måske er miraklernes tid alligevel ikke forbi?

Porten til stjernerne

Stargate er en virkelig fin (jule)fortælling om livets skrøbelighed og ikke mindst om kærlighed. Faderens kærlighed til sine døtre, kærligheden mellem de to søstre, og ikke mindst næstekærligheden, som søstrene møder på deres vej.

Stargate er både barsk og sørgelig, men samtidig en meget smuk og rørende fortælling, der giver stof til eftertanke og er en påmindelse om at have øje for de trængte – ikke mindst i den kommende juletid.

Ingvild H. Rishøi har et særligt blik for, at livet kan være godt og ondt på samme tid. Stargate er måske ikke kun navnet på faderens værtshus, men selve porten til stjernerne – indgangen til det gode liv. Det gode liv, som ikke er alle forundt. Det gode liv, som nogen kun kan drømme om.

Om Ingvild H. Rishøi

Icon Description

(f. 1978) er norsk forfatter og journalist. Hun debuterede i 2007 med novellesamlingen La stå. Hendes næste bog Historien om Fru Berg (2011, da. 2013) blev belønnet med P.O. Enquists Pris og Sult-prisen og er den første af hendes bøger, der blev oversat til dansk.

For Vinternoveller (2014, da. 2015) fik hun både Brageprisen og Kritikerprisen.