Film

Biblioteket anbefaler: Musikdokumentaren "Stop making sense"

Denne film er et "must-see" for alle Talking Heads fans. Filmen fra 1984 er blevet restaureret og står skarpere end nogensinde.

Af Mattias Høy Winther

Et par hvide gummisko går målrettet frem over et mørkt scenegulv. En ghettoblaster anno 1980’erne bliver sat på gulvet, og en rolig, næsten arrogant stemme siger: “Hej, jeg har et bånd, jeg gerne vil spille for jer”.

Publikum hujer, klapper og pifter, og så går jakkesætsklædte David Byrne, forsanger i new wave-bandet Talking Heads, ellers i gang på sin akustiske guitar, mens en trommemaskine taktfast holder rytmen. Nummeret er "Psycho Killer", bandets første egentlige hit.

Fra filmen Stop Making Sense
Foto: Filmstriben

"Stop Making Sense" blev optaget i 1983 over tre aftener i Pantages Theater i Los Angeles, og bag den står den senere Oscar-vinder Jonathan Demme. Filmen regnes af mange som en af de bedste koncertfilm nogensinde. Som åbningen på koncerten antyder, er det ikke de store scenografiske armbevægelser, der præger filmen. I stedet er den subtilt filmet med sans for detaljer og dynamikken mellem bandet og publikum.

ikonisk forsanger

Som koncerten skrider frem kommer flere og flere bandmedlemmer og musikere til, og intensiteten stiger stødt. Men selvom scenen til sidst er stuvende fuld, er det David Byrne, der er omdrejningspunktet. Med sine komiske og lettere kluntede bevægelser, der vel godt kan kaldes dans, men minder lige så meget om en mellemting mellem, ufrivillige reflekser og gymnastiske øvelser, får man til tider indtrykket af, at man overværer en abstrakt surrealistisk sketch. Koncertens absurde højdepunkt er Byrne i et overdimensioneret jakkesæt under nummeret "Girlfriend Is Better".

Men Byrnes optræden skygger ikke for musikken. Den komplementerer i stedet den særlige nervøse og til tider funky energi, som gennemsyrer Talking Heads’ musik. Og ikke mindst Byrnes tekster, som veksler mellem delirisk paranoia og monotone konstateringer. Mellem det fjollede og uhyggelige. Mellem håb og længsel.

Mere info om "Stop Making Sense"

Icon Description

Udgivet: 1984

Instruktører: Jonathan Demme

Medvirkende: David Byrne, Chris Frantz, Jerry Harrison m.fl.