Sara anbefaler bøger

Sara er vild med bøger, hvor historien er i centrum - så er genren underordnet. Hun læser bredt og er til fals for bøger, der rammer tårekanalerne.

Sara på Gentofte Hovedbibliotek

Som barn læste jeg stort set alt, der blev lagt foran mig. Litterært er jeg formet af tegneserier og sci-fi fra mine storebrødre, engelsk og tysk klassisk litteratur fra min mor og de romantiske klassikere som Tolstoj og Dumas fra min mormor. 

Jeg havde en stor forkærlighed for de små mennesker, der skal grueligt meget igennem, hvilket førte mig forbi folkeeventyr fra alle mulige lande og historiske socialrealistiske bøger, hvor det lille menneske sejrede til sidst.

I dag finder jeg altid god inspiration i Bookerprisens finalister, både de engelske og internationale. Mine interesser ligger stadig i menneskeskæbner og verdener uden for min egen, så er det egentlig underordnet, om det er en klassiker, en nyhed - og hvor i verden den kommer fra. 

At bogen skal være velskrevet, er det vigtigste, men ellers vægter jeg mere den gode historie end det stilistiske greb. Hvis bogen så ovenikøbet aktiverer mine tårekanaler, så er jeg solgt.