Læsernes Bogpris 2022: Her er vinderen
Læserne er imponerede over Gry Jexen "Kvinde kend din historie", som giver kvinder den plads i historien, de fortjener. Dermed blev hun vinderen af Læsernes Bogpris 2022.
Af Gentofte Bibliotekerne
Tre ugers afstemning er slut, og med overbevisende stemmetal er Gry Jexen og Kvinde kend din historie netop kåret som vinder af Læsernes Bogpris 2022. Med æren følger en check på 50.000 kroner.
En vigtig bog for alle om kvinders historie
Gry Jexen har i den grad imponeret læserne med sin velresearchede og levende historieformidling, som gør kvinders historie tilgængelig for alle på en ny og spændende måde.
Litteratursiden skriver blandt andet, at Kvinde kend din historie er en bog om de kvinder, der måtte bryde med normerne for at udleve deres drømme, en bog om de kvinder, der har banet vejen for den moderne kvindes muligheder – og Jexen har med sin Kvinde kend din historie endelig givet dem en plads i historiebøgerne.
Om Gry Jexen
Gry Jexen er 33 år og cand.mag i historie og pædagogik & uddannelsesstudier. Hun har arbejdet med historieformidling i en årrække, er selvstændig podcast-vært, forfatter, foredragsholder, tv-tilrettelægger og skribent, og står bag Instagram-profilen "Kvinde kend din historie" og podcasten af samme navn.
Stort tillykke til Gry Jexen fra Danmarks Biblioteksforening og de danske folkebiblioteker og samarbejdspartnerne fra Litteratursiden og Ordkraft.