Biblioteket anbefaler: Bogen "Ned fra himlen"

“Beboerne slipper aldrig rigtig ud af bygningerne. Selv når de ikke bor her mere, så bor bygningerne i dem. Det er en særlig måde at gå på, at tænke og forsvare sig”.

20-årige Maria har forladt sit liv og sin kæreste Johan i København og er taget med sin lille datter Sonja tilbage til Brøndby Strand, hvor hun er vokset op. Tilbage til bl.a. de PCB-forgiftede højhuse, hvor beboerne - i nogle tilfælde imod deres vilje - skal flytte og husene rives ned.

Det er hendes seje moster Janne, der bestyrer en rideskole for socialt udsatte, som lægger hus og hjerterum til Maria og Sonja. Jannes kæreste Pia hjælper også, især i forhold til de sociale myndigheder og den gennem romanen eskalerende konflikt mellem Maria og Johan.

I periferien bevæger Vibeke, Marias alkoholiserede mor, og hendes hund Skat sig rundt, og langsomt oprulles også deres mor-datter-forhold og ligeledes Vibeke og Jannes søsterforhold.

Maria er så at sige vendt tilbage til start, men kan hun få en ny start, eller bliver det snarere endnu en tur i det ulige matador-spil, velfærdssamfundet er blevet til i Duvås roman? Et spil, hvor nogle er dømt til at tabe på forhånd.

Den giftige Maria-essens

Maria er et skadet barn, der har måttet tage sig af mange voksenting i sin egen barndom. En barndom, hun ikke ønsker at genskabe for Sonja - og deraf udspringer også hendes temmelig impulsive beslutning om at forlade Johan, da hans opførsel pludselig minder hende om noget, hun selv har oplevet. 

Men Maria tvivler også på sin egen evne til at være mor.
 

“Sådan en som hende bør slet ikke have ansvar for et barn. Er det ikke også det, Pia hele tiden prøver at sige til hende? Uanset hvor meget hun kæmper, hendes kærlighed er uren, den er ikke nok, og nu flyder den fra hende, en gul klæbrig væske ud på fliserne og ned i revnerne. Den trænger ned i jorden, og myrerne flygter, bænkebiderne og regnormene flygter fra den giftige Maria-essens.”

Som husenes gift, der har gennemsyret de mennesker, der beboede husene, siver også den sociale arv og de dårlige oplevelser videre i familien og i Maria. Det er et stærkt greb, at man skiftevis hepper på Maria og er dybt bekymret for hende og ikke mindst for Sonja. 

Man holder med Maria i den ulige kamp med/mod Johan og føler stærk sympati med hende og ønskerne om at være en anderledes mor, end Vibeke var for hende. Samtidig stivner man ved beskrivelserne at tunge tissebleer, gråd og den apati, Maria ofte udviser overfor sit barn.

Et forvitret rodnet

Et filmhold melder sin ankomst til Brøndby Strand og ser både en “god menneskelig historie” i Vibeke, der stædigt insisterer på at blive boende i lejligheden på 15. sal med udsigt til himlen, og i Maria og lille Sonja på stranden. Men som det er med sådan et projekt, varer den interesse og omsorg, både Vibeke og Maria på forskellig vis oplever via filmholdet, ikke ved. Og spørgsmålet er, hvor de efterlades?

Det er mennesker med mange sår på sjælen, Liva Duvå fortæller solidarisk og sammensat om. Mennesker, der bor i den velfærdsdrøm, betonhøjhusene i sin tid startede med at være, men som nu har vist sig at være det modsatte og faktisk har forgiftet sine beboere. 

Husene, ja nærmest hele Brøndby Strand, har også en stemme i bogen og bliver nærmest en person i sig selv. Det giver indimellem en næsten spøgelsesagtig atmosfære. 

Hele bogen viser et forvitret rodnet, hvor alt hænger sammen; Én generations handlinger sætter spor i de efterfølgende, menneske og natur er uløseligt forbundet og indvirker på hinanden, gift forsvinder aldrig, men lagres i os alle.

Ned fra himlen er en stærk roman, der taler ind i den samtale om klasse, samfund og velfærdssamfundets blinde vinkler, som har været stærk de sidste par år med bl.a. Glenn Bech og Peder Frederik Jensen, som nogle af de væsentligste forfattere.