Litteratur

Biblioteket anbefaler: Bogen "Snelandet"

"Snelandet" er en stemningsfuld og bevægende lille roman, som med en klar og skarp prosa udfolder skønheden i omgivelserne og det komplekse, stille og smertefulde forhold, der udvikler sig mellem bogens karakterer.

Af Paul Calderara Eskekilde

Shimamura er en gift mand, der med jævne mellemrum rejser til de afsidesliggende varme bjergkilder i det vestlige Japan for at slappe af væk fra sin familie. Her, i en kurbadeby, møder han Komako, en ung geisha, som han med det samme betages af.

Yasunari Kawabata
Foto: Estate of Yusuf Karsh
Bogen Snelandet

Deres relation udvikler sig til et kærestelignende forhold, men relationen er meget ulige. Shimamura er gift, kultiveret og rig og kommer fra storbyen – han kan komme og gå, som han vil. Komako mangler dannelse, kommer fra landet, et traditionsbundet samfund, og er fanget i en bindingskontrakt for at tilbagebetale lånet for sin geisha-uddannelse.

Samtidig er Shimamura stærkt fascineret af den unge, smukke Yoko, som han første gang ser i toget på vej til kurbadebyen. De deler kupé, og han bliver dybt rørt over den ømhed og venlighed Yoko viser for den unge syge mand, hun rejser sammen med – en mand, som det viser sig, har et særligt forhold til Komako.

Et kontrasternes rige

Snelandet er et lille, kraftfuldt mesterværk med øjeblikke af stor lyrik og ynde, der smukt og underspillet udfolder en tragedie sat i en kurbadeby, hvor pulsen fra de moderne storbyer kommer og går med toget.

Beskrivelsen af den gammeldags og fattige bjerglandsby, der modtager turister fra ”civilisationen”, giver en levende spænding mellem landdistrikter og byer, rig og fattig, et moderne og et traditionelt Japan.

Et kontrasternes rige, personificeret ved Shimamura og Yoko, men særligt ved Komako, hvorigennem Kawabata giver os et nuanceret billede af geishafiguren, der i mere end én forstand, får den så fine, sagnomspundne hvidmalede maske til at krakelere.

2023 - Et Kawabata-år

Yasunari Kawabata betragtes i dag som en af det tyvende århundredes helt store japanske forfattere. Han vandt, som den første fra Japan, Nobelprisen i litteratur i 1968, hvor Snelandet blev særligt fremhævet.

Snelandet er smukt oversat af Mette Holm og udgivet på Forlaget Skjødt, som har yderligere to oversættelser af Yasunari Kawabata i støbeskeen – Den gamle kejserstad og Bjergets rumlen.

Vi kan også se frem til De sovende skønheder og De tusind traner – af flere betragtet som Yasunari Kawabatas hovedværk – som nu til februar og til efteråret kommer i en ny dansk oversættelse ved henholdsvis Mette Holm og Hanne Arnold på Forlaget Hoff og Poulsen.

2023 tegner i sandhed til at blive et Yasunari Kawabata-år.